Ledelsesrokade i Harboes Bryggeri A/S
Ledelsesrokade i Harboes Bryggeri A/S
Karina Harboe Laursen bliver ny administrerende direktør
Direktionen udvides med Kirsten Ægidius (CCO)
Bernhard Griese fortsætter i bestyrelsen
Administrerende direktør Bernhard Griese har valgt at stoppe efter 39 år i spidsen for Harboes Bryggeri A/S. Karina Harboe Laursen bliver ny administrerende direktør for Harboes Bryggeri A/S. Ledelsesændringen træder i kraft pr. den 1. september 2019. Bernhard Griese fortsætter efter den 1. september 2019 i bryggeriets bestyrelse.
Ændringerne sker i tilknytning til, at Bernhard Griese har meddelt, at han finder tiden den rette til at træde tilbage fra hans mangeårige virke som selskabets direktion. Selskabet har en lang tradition for, at Harboe-familien har været aktiv i selskabets daglige ledelse. Denne tradition fortsætter ved familiens ønske om Karina Harboe Laursens indtræden i selskabets direktion, og – pr. den 1. september 2019 – tiltrædelse som administrerende direktør og dermed sjette generation, der skal føre virksomheden videre.
Bernhard Griese udtaler:
”Jeg er stolt over nu at kunne videregive Harboes Bryggeri A/S til næste generation. Det er vigtigt for virksomheden, og dermed for mig, at den kultur og de stærke værdier, som Harboe bygger på, også bliver en del af fremtiden. Med Karina i spidsen får vi den rigtige kombination af kontinuitet og fornyelse, og jeg vil via mit fortsatte virke i bestyrelsen bidrage med alt, hvad jeg kan, til en god fremtid for Harboes Bryggeri A/S.”
Karina Harboe Laursen har haft forskellige topposter i Harboes Bryggeri A/S med ansvar for bl.a. forretningsudvikling og HR. Hun har været medlem af selskabets bestyrelse i perioden 1998-2008 og igen siden 2014 og har en bestyrelsesuddannelse fra CBS. Karina Harboe Laursen har både forretningsmæssigt og personligt et indgående kendskab til selskabet. Karina Harboe Laursen har erfaring fra ledelse i andre brancher og som selvstændig og var i januar 2007 medstifter af modevirksomheden STRØM, hvor hun indtil efteråret 2018 har været en aktiv del af virksomhedens øverste ledelse. Tidligere har Karina Harboe Laursen dyrket idræt på eliteniveau og har også en uddannelse som fysioterapeut.
I forbindelse med ledelsesændringen udvides direktionen i Harboes Bryggeri A/S med Kirsten Ægidius, der den 1. september 2019 tiltræder en nyoprettet stilling som Chief Commercial Officer (CCO). Kirsten Ægidius er uddannet på CBS og har omfattende branchekendskab. Kirsten Ægidius blev i januar 2018 ansat i Harboes Bryggeri A/S som global salgs- og marketingdirektør.
Direktionen vil fremadrettet bestå af Karina Harboe Laursen og Kirsten Ægidius med en øvrig ledergruppe bestående af Søren Malling (Head of Logistics), Martin Schade (Head of Production), Jon Nicolas Jensen (Head of Global Sales Harboe Ingredients), Heidi Hede Nielsen (Head of Quality and Development), Mario Hackert (Head of Technique). Virksomheden forventer inden årets udgang at effektuere ansættelsen af en ny Chief Financial Officer (CFO).
Om valget af Karina Harboe Laursen siger formand for bestyrelsen, Søren Stampe:
”Med Karina Harboe Laursen som ny administrerende direktør får forretningen en stærk, ukonventionel og empatisk leder, der står for både kontinuitet og forandringsparathed – en leder, der båret af familiens stærke værdier, fornyelsens kraft og evnen til at engagere mennesker kan stå i spidsen for en både national og international vækst.”
”Karina har via sammenlagt 15 år i bestyrelsen samt forskellige ledelsespositioner i bryggeriet det nødvendige kendskab til forretningen og det nødvendige blik for, hvor forandring kan og skal sikre en fortsat værdiskabelse eksternt som internt.”
Karina Harboe Laursen siger om sin nye rolle i Harboes Bryggeri A/S:
”Jeg er både stolt og beæret over at overtage posten som administrerende direktør i Harboes Bryggeri A/S, som har været en del af familien siden 1883. Jeg vil med respekt for fortiden gå ydmygt til opgaven, og jeg vil med respekt for fremtiden stå i spidsen for de forandringer, der er nødvendige for bryggeriets fremtidige position nationalt som internationalt.”
”Jeg ser frem til at levere på den eksisterende strategi, og jeg ser frem til, i samarbejde med den nye direktion, at sætte ord, visioner og handling på fremtiden for Harboes Bryggeri A/S.”
Om Bernhard Grieses 35 år i spidsen for Harboe Bryggeri A/S udtaler Søren Stampe:
”Bernd har i tre årtier spillet en afgørende rolle for bryggeriets drift og fremdrift. Med sit entreprenante sindelag har han sikret Harboes Bryggeri A/S en både national og international position, og jeg ser frem til et fortsat godt og givtigt samarbejde i bestyrelsen, hvor jeg selv og direktionen vil have stor glæde af at kunne trække på Bernds rige erfaring. Fra bestyrelsens side skal lyde en stor tak for en bedrift helt ud over det sædvanlige.”
--
Yderligere information:
Bestyrelsesformand Søren Stampe
Telefon: +45 4038 1598
Pressens kontaktperson:
Lars Volle
Mobil: +45 5050 7413
Mail: lars@leadagency.dk
Vedhæftet fil