Periodemeddelelse for 3. Kvartal – 2023/24

March 14, 2024 at 11:17 AM CET

CFO SIMON ANDERSSON UDTALER:

”Det blev et positivt 3. kvartal, som overgik forventningerne til både omsætning og indtjening. Resultatet er forbedret i forhold til sidste år, primært drevet af forbedret produktmiks, fortsat stabile energipriser samt fald i priserne på søfragt. Vi har samtidig formået at sikre leveringsevnen på et meget højt niveau. Vi oplevede et mindre fald i den volumenmæssige afsætning, men vi forventer, at vores fortsatte strategiske initiativer vil bidrage til en stigende afsætning over de kommende kvartaler. Det finansielle resultat for 1.-3. kvartal er tilfredsstillende, og det bagvedliggende arbejde med at få løftet vores indtjeningsmargin pågår stadig. Vi forventer at fastholde den positive udvikling i den resterende del af regnskabsåret. For hele regnskabsåret forventer vi at realisere et EBITDA på 155-165 mio.kr. og et resultat før skat på 65-75 mio.kr. Det er i tråd med de opdaterede forventninger, som vi offentliggjorde den 11. marts 2024”.


CEO SØREN MALLING UDDYBER:

”Vi har nu leveret fem kvartaler i træk med positive resultater, og vi ser det som en klar indikation på, at vores strategi ”Folkets Bryggeri”, og de forandringstiltag, som vi har gennemført i forretningen, organisation og ledelse, virker efter hensigten. Det er positivt at se en omsætningsvækst, som primært er drevet af Amerikas og Afrika samtidig med, at vi formår at udvikle vores strategiske samarbejder med vores kunder på kernemarkederne. Vores investeringer i bæredygtighed, opgradering og effektivisering af vores produktionsapparat forløber planmæssigt. Samtidig arbejder vi fokuseret på at styrke Harboe-brandet på det danske marked gennem aktiv markedsføring, og vi har øget vores distribution yderligere i det danske prisstarter-segment. Det er et stærkt afsæt for at kunne fastholde og udbygge de positive resultater over de kommende år. I februar har vi desuden relanceret vores Harboe Pilsner med ny smag, vi har indledt en reklamekampagne og introduceret ansvarlighedssloganet ”Skål med måde”. Alt sammen tiltag, der er blevet taget godt imod af forbrugerne i Danmark”.

Vedhæftet er den fulde meddelelse.


Vedhæftet fil